Politi: Dem vil vi slå hårdt til mod
Politi slår til mod særlig gruppe trafikanter
Mange unge kører hasarderet på knallert.
Derfor varsler Nordjyllands Politi nu ekstra kontroller i Aalborg og i de omkringliggende byer i uge 39.
Politikommissær Simon Hjorth Jacobsen, som er leder af forebyggelsessektionen i Aalborg-området, kan konstatere, at anmeldelser om unges hasarderede knallertkørsel på stisystemer og i boligområder fylder godt i sektionens indbakke.
- Der er flere ting i det. Knallerterne larmer og generer andre borgere, og nogle unge kører på en meget risikobetonet måde, hvor de tilsidesætter båder egen og andres sikkerhed sammen med færdselsreglerne, fortæller han.
Forældre skal tage ansvar
Politiet tager ofte ud for at tale med de unge, uddeler bøder og konfiskerer ulovlige knallerter.
Budskabet til de unge og forældrene er klart: Kør lovligt.
- Det er simpelthen helt nødvendigt, at de unges forældre tager et ansvar for deres børns adfærd, også når det kommer til knallertkørsel og trafik generelt. Lav klare aftaler med klare konsekvenser, lyder den tydelige opfordring fra politikommissæren.
- I har hermed én uge
Klare konsekvenser kan der let blive for lovovertrædere i uge 39, hvor Nordjyllands Politi altså kommer til at foretage ekstra knallertkontroller.
- I har hermed én uge til at få gjort jeres knallerter lovlige, varsler Simon Hjorth Jacobsen.