Politi bruger droner og snigskytter

Fyns Politi undersøger torsdag et mistænkeligt forhold på Ryttervej i Svendborg og er massivt til stede

Offentliggjort Sidst opdateret

Fyns Politi er torsdag eftermiddag fortsat massivt til stede på Ryttervej i Svendborg. Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Torsdag morgen rykkede politiet ud, da en person har fremsat en bombetrusse på en større p-plads i området. Kort efter ankom politiets bomberyddere.

Flere medier beretter, at bomberyddere har sat to fjernstyrede bomberydningsrobotter - populært kendt som rullemarie - ind.

Droner i luften

Desuden er mindst tre droner sat i luften over området, skriver Fyens Stiftstidende.

Politiets tungt bevæbnede aktionsstyrke er også på stedet. Lige som flere redningskøretøjer også er på stedet.

Klokken 10.53 melder politiet på Twitter, at man har valgt at udvide afspærringen i området. Klokken 11.29 lød det så, at man har evakueret den nærliggende sportshal - SG Hallen - for at sikre ro i området.

Alt aflyst

Alle tog mellem Stenstrup og Svendborg er i øjeblikket aflyst som følge af indsatsen. Det skriver Arriva i en trafikmelding torsdag morgen.

I området omkring Ryttervej ligger flere virksomheder og en erhvervsskole. Men politiet skriver, at der ikke er tale om trusler mod nogen af dem.

Finskytter på taget

I det hele taget undersøger politiet ikke bygninger. Det skriver politiet i et opslag på Twitter klokken 9.22.

Fyens Stiftstidende skriver, at der er stor politiaktivitet i området omkring et kollegie, der ligger på Ryttervej. Her skulle politiet også have finskytter på taget.

Den store politiaktion har betydet, at tog til og fra Svendborg ikke har kørt siden i morges. Der er ingen meldinger om, at togtrafikken er blevet genoptaget.

Der er indsat busser på strækningen. Den kollektive trafik i området er generelt ramt af aflysninger og forsinkelser, skriver Svendborg Kommune i et opslag på Facebook, det skriver TV 2 Fyn.

Politiet er massivt til stede i området.
Politiet er massivt til stede i området.

Det laver et ammunitionsrydningshold

Et ammunitionsrydningshold, i daglig tale også kaldet et EOD-hold (Explosive Ordnance Disposal), bliver tilkaldt, hvis der skal håndteres gammel ammunition, fyrværkeri eller andre former for farlige og ulovlige eksplosiver. 

Der er også bud efter et EOD-hold, hvis der indløber en trussel til politiet om en bombesprængning, og ammunitionsrydderne har ekspertisen til at destruere farlige genstande på stedet eller flytte dem til et mere egnet sted for bortsprængning.

EOD-holdene hører under forsvaret.

Kilde: https://forsvaret.dk/da/opgaver/nationale-opgaver/Ammunitionsrydning/
Powered by Labrador CMS