Politi-brøler: Dræbt mand er ikke død
Han var slet ikke død, men politiet arbejder videre på sagen og betragter det som overfald
Det kan være, at det gik lige lovlig hurtigt, da politiet skulle informere offentligheden om en uhyggelig sag fra PIlesvinget i Brønshøj.
Her fremgik det, at en 21-årig mand var død efter en "alvorlig forbrydelse".
Han er dog ikke død, men svært tilskadekommen, lyder det fra Københavns Politi.
- Vores mål er at informere offentligheden så hurtigt vi kan i disse sager, og oplysningerne skal først og fremmest være korrekte. En fejl som denne må ikke ske, og det undskylder vi for – og vi følger op på, hvordan det kunne ske,siger leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, Brian Belling i en pressemeddelelse.
Politiet efterforsker fortsat, hvad der er sket på stedet, og hvem der kunne stå bag overfaldet på den tilskadekomne men dog levende 21-årige mand.