Politi bekymret: Harry har forladt sit hjem
Han er sidst set ved 18-tiden ved Kokkedal Slot
Opdatering: Harry er fundet i god behold, oplyser politiet.
Politiet leder efter 77-årige Harry, som er forsvundet fra sin bopæl i Louiselund i Hørsholm.
Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter, hvor de beder offentligheden om hjælp.
Harry er sidst set ved Kokkedal Slot omkring 18.00 tiden og blev meldt savnet klokken 20.22, skriver politiet.
Sådan ser han ud:
Harry beskrives som værende mellem 170-175 centimeter høj og af almindelig bygning.
Han har kort, gråt hår og gråt fuldskæg.
Han var iført cowboyhat, brun oilskinsjakke med grønligt skær og gråblå arbejdsbukser, da han forsvandt.
Han har desuden blålige sko på og bevæger sig meget foroverbøjet, når han går. Harry har et grønt indkøbsnet på sig.
Har svært ved at være alene
Harry har svært ved at tage vare på sig selv i nattetimerne.
Politiet beder derfor om hjælp og håber på, at folk vil kigge efter Harry i nattetimerne.
Politiet kan kontaktes på 1-1-4, hvis man ser Harry eller allerede har set ham.