Politi advarer: -Vi kommer og anholder dig

Det er nu eller håndjern

Offentliggjort

Har du ubetalte regninger i fogedretten, lever du med den risiko, at du hvert øjeblik kan blive anholdt.

Og den risiko er nu endnu mere overhængende i Syd- og Sønderjyllands Politikreds.

Tirsdag morgen varsler kredsen en målrettet aktion mod alle, der skylder penge til fogedretten i Harderslev Kommune.

Den planlagte aktion kommer snart, uden at politiet vil sætte dato på for at hjælpe skyldnerne mere end højst nødvendigt.  

Advarer

Og i meget direkte vendinger fortæller de folk med gæld, at det er nu eller aldrig.

- Få afregnet nu eller risiker at blive anholdt, skriver politikredsen.

- Hvis man skylder penge og er indkaldt til at møde i fogedretten, og så ikke er dukket op til retsmødet om ens gæld, bliver man eftersøgt. Det betyder, at man risikerer at blive anholdt og fremstillet i fogedretten,  siger politikommissær Dennis Holst.

- Sørg for at få betalt det skyldige beløb eller få lavet en aftale med fogedretten. Så slipper man for at blive hentet af betjente derhjemme eller på sin arbejdsplads og tilbringe timer i et venterum på politistationen, siger Dennis Holst.

Powered by Labrador CMS