Plyndrer smykkebutik for millioner
Det lykkes flere gerningsmænd at bryde ind i en Rolex-butik i Aarhus C og slippe væk med smykker og ure for flere millioner
Natten til tirsdag brød flere gerningsmænd ind i en Rolex-butik på Skt. Clemens Torv i Aarhus C.
I butikken blev der stjålet smykker og ure for flere millioner kroner.
Gerningsmændene begik indbruddet ved hjælp af en rambuk konstrueret af træ, som de skubbede ind i butiksvinduet med deres bil.
På den måde fik de adgang til butikken og stjal på få minutter en del smykker og ure, inden de kørte derfra igen.
Søger vidner
Østjyllands Politi har siden anmeldelsen klokken 4.34 arbejdet efterforsket indbruddet i smykkeforretningen intenst, oplyser politiet i deres døgnrapport.
Der er sikret spor på stedet, gennemgået overvågning og foretaget flere efterforskningsskridt.
Politiet vil også gerne i kontakt med vidner, som kan have set noget eller har oplysninger om indbruddet.
Desuden beder politiet borgerne om at være opmærksomme, hvis man får tilbud flere smykker eller ure til en lidt for billig pris.