Pludselig var broen væk

Et ungt par fik sig noget af en overraskelse under en køretur

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Lorry 

Et ungt par så en bro forsvinde for øjnene af dem - sekunder før de kørte på den.

- Kan du svømme?, spurgte 27-årige Henrik Brisell jokende sin kæreste i bilen, da de torsdag aften skulle til at køre ud på en bro på Refshaleøen - en såkaldt dokport.

Et splitsekund efter blev joken til alvor, da dokporten - der forbinder Refshalevej på den østlige side af Refshaleøen med den nordlige del - forsvandt for øjnene af dem.

- På vej hen mod den havde vi talt om, at den godt nok gyngede en del, og bølgerne stod højt ind over den, siger Henrik Brisell, der akkurat nåede at plante foden hårdt på bremsen.

Det skriver TV 2 Lorry, der har talt med Henrik Brisell.

Tur i ny bil

Han var med sin kæreste kørt aftentur på Refshaleøen i deres nye bil, og på vej tilbage gik det så galt. 

De blev fanget på den forkerte side af vandet, som de ikke kunne krydse og ringede derfor til politiet, der straks rykkede ud til Refshaleøen.

Politiet fandt i samarbejde med Refshaleøens Ejendomsselskab og By & Havn frem til at åbne en normalt spærret port ved B&W’s gamle værftsområde på den anden side af øen. 

På den måde kunne de komme tilbage til fastlandet.

- Vi er bare glade for og lettede over, at vi ikke nåede at køre ud på den, mens det skete. Så er det slet ikke til at sige, hvad der var sket med os, for der er langt op til kanten lige der, og man ved jo, hvor hurtigt en bil synker, siger Henrik Brisell til TV 2 Lorry.

Område afspærret

Det er selskabet By & Havn, der ejer vejen langs Refshaleøens østlige kant, mens Refshaleøens Ejendomsselskab ejer det gamle B&W-værft og herunder altså dokporten, der forsvandt.

- Vi fik meldingen om, at dokporten stod under vand kort før midnat natten til fredag og fik herefter i samarbejde med myndighederne sat afspærringer op, siger Nikolaj Heltoft, kommunikationschef i Refshaleøens Ejendomsselskab til TV 2 Lorry.

Selskabet ved endnu ikke, hvorfor det skete. Så det er man nu i gang med at undersøge.

- Fredag sendte vi dykkere i vandet for at bjærge løse dele fra dokporten, og de kommende uger vil hele porten blive løftet. Først herefter vil det være muligt at afklare, hvad det skyldes, uddyber Nikolaj Heltoft.

Omvej

Det er endnu for tidligt, oplyser selskabet, at sige noget håndfast om, hvornår dokporten og dermed vejforbindelsen kan genetableres. 

Indtil da er trafikken til den ydre del af Refshaleøen henvist til at køre gennem B&W’s gamle værftsområde.

Powered by Labrador CMS