Pludselig hørte Pauli et brag
"Gud, hvad fanden var det?" udbrød konen, hvorefter Pauli Poulsen gjorde noget af en opdagelse i udestuen
Pauli Poulsen og konen Alice sad med stængerne oppe og skulle til at se en Far til fire-film i deres hjem i Kystparken i Sædding ved Esbjerg, da aftenhyggen blev spoleret.
- Pludselig hørte vi et brag. Min kone sagde: "Gud, hvad fanden var det?" Og jeg svarede, at det da nok var en bil, som var kørt ind i et hus, fortæller han til Newsbreak.dk.
Og det havde 66-årige Pauli Poulsen minsandten ret i.
- Det viste sig så, at det var vores hus, som det var gået ud over, fortæller han.
Dybt chokeret
En ung mand, som også kommer fra Sædding-området, havde ifølge Pauli Poulsen fået blackout og var kommet til at drøne ind i ægteparrets udestue i sin spritnye bil.
- Den unge mand var dybt chokeret. Han kom med indenfor, hvor han ventede på ambulancen, der skulle køre ham til tjek, fortæller han.
Pauli Poulsen har bestemt ikke set sig gal på manden.
- Jeg havde sympati med ham. Det var vist det rette hus, han kørte ind i. Andre ville måske have givet ham en sviner. Men jeg var bekymret for, om han var kommet til skade.
Manden var ikke påvirket af alkohol eller stoffer, understreger Pauli Poulsen.
Smadrede muren
Det er uvist, hvornår ægteparret igen kan benytte deres udestue. Bilen har nemlig forvoldt stor skade. Den har smadret muren og holder nu et stykke inde i udestuen.
Ydermuren falder helt sammen, når bilen trækkes ud, lyder vurderingen.
- Det er irriterende. Det er underligt, at vi ikke kan bruge vores udestue. Vi ville da hellere have været det foruden, fortæller Pauli Poulsen.
- Men det er jo ikke noget, som man kan gardere sig mod. Det en død ting, så jeg tager det stille og roligt. Jeg overlever nok, fortsætter han.
Nu venter hele processen med forsikringssag og genopbygning af udestuen.
Uheldet fandt sted omkring klokken 21.15.
Ifølge vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands kom den unge mand ikke alvorligt til skade.