Plørefuld bilist i frontalulykke
En polsk mand havde en promille over to, da han under en ulovlig overhaling kolliderede med en modkørende bil
En 44-årig bilist er blevet sigtet for vanvidskørsel, efter at han fredag ifølge politiet begik en stribe alvorlige overtrædelser af færdselsloven, hvilket endte i et sammenstød med en modkørende bil nær Them i Midtjylland.
Bilisten, der er polsk statsborger, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro lørdag formiddag klokken 11.
Det fortæller vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi tidligt lørdag morgen.
Ulovlig overhaling
Selve uheldet fandt sted fredag ved middagstid på Rodelundvej ved Them.
Her foretog den 44-årige mand en ulovlig overhaling på en landevejsstrækning med fuldt optrukket spærrelinje med mindst 100 kilometer i timen.
I den forbindelse kolliderede han med en modkørende bil.
Over 2.0
Da politiet ankom til stedet, stod det klart, at mandens alkoholpromille var langt over de tilladte 0,5. Således var promillen på den høje side af 2.
Hverken den polske bilist eller den anden part - en 80-årig kvinde fra Svendborg - kom alvorligt til skade ved sammenstødet.
- Det er mirakuløst, konstaterer vagtchefen.
Sigtet
Det kunne meget vel være gået langt værre, og derfor bliver manden sigtet for at bringe andres liv eller førlighed i fare.
Fordi der ifølge politiet er tale om en sag om vanvidsbilisme, blev mandens bil beslaglagt af politiet på stedet.
Vanvidskørsel
En række forseelser i trafikken betegnes som vanvidskørsel.
Blandt andet kørsel med en promille over 2 og kørsel, der forvolder nærliggende fare for andres liv eller førlighed, betegnes som vanvidskørsel.
Politiet kan beslaglægge et køretøj, hvis politiet vurderer, at det har været brugt ved vanvidskørsel. Herefter skal en dommer tage stilling til, om køretøjet skal konfiskeres af staten og bortauktioneres.
Det kan ske i kraft af en lov om vanvidsbilisme, som trådte i kraft i marts 2021.