Pitbulls dræber to små børn
To hunde har dræbt en amerikansk families to små børn
To familiehunde slog i onsdags to småbørn ihjel i Tennessee, og efterlod børnenes mor med alvorlige skader, efter hun desperat forsøgte at redde sine børn.
En ven af familien fortæller til Fox News Digital, at hundene aldrig havde været aggressive i de otte år familien havde dem.
Forsøgte at stoppe dem
Børnenes mor, Kirstie Jane Bennard, 30, blev selv alvorligt såret, da hun forsøgte at trække familiens to pitbulls væk fra den fem måneder gamle Hollace Dean og to-årige Lilly Jane i deres hjem i det landlige Shelby County uden for Memphis.
"Jeg kan love dig, at de børn var hendes verden, og hvis der var nogen anelse om fare, ville hun aldrig have haft de hunde i nærheden af sine børn," siger den knuste mors bedste ven, Kelsey Canfield, til Fox News Digital.
"De børn var alt for dem, og de har bare en rigtig lang rejse forude."
Familien havde kæledyrene, Cheech og Mia, i mere end otte år uden en voldelig hændelse, fortsætter Canfield ifølge Fox News Digital.
"Det angreb varede længere, end nogen af os nogensinde kunne have forestillet sig," tilføjede hun.
'Hun er klar over det'
Kelsey Canfield var sammen med Kirstie Jane Bennards søster fredag, og de var på vej til hospitalet i Memphis for at besøge hende.
Hendes tilstand blev opgraderet fra kritisk til stabil.
"Hun var først forvirret. Hun er vågen nu, og hun er klar over 'hvad der skete'," siger Canfield.
Det lokale politi har lagt et tweet op, der beskriver hændelsen, der skete omkring klokken halv fire om eftermiddagen, hvor efterforskere er på 'gerningsstedet'.
Børnenes far, Colby Bennard, der arbejder som reservedelschef hos Bumpus Harley-Davidson, var ikke hjemme, da angrebet skete.