Pilot straffes efter dødsstyrt
En tragisk flyulykke på øen Fur kostede tre personer livet. Nu får piloten sin straf
Tre børn blev forældreløse efter et fly på tragisk vis styrtede ned på øen Fur ved Limfjorden i august 2020.
To kvindelige passagerer blev dræbt på stedet, da det lille fly af typen Rockwell Commander styrtede ned, efter at have ramt nogle trætoppe og gik i brand.
Det var to vennepar, der var med flyet, og piloten og den anden mand ombord blev begge hårdt kvæstet og efterfølgende lagt i koma.
Døde efter tre måneder
Den ene af mændene, der blev 47 år, døde i december 2020 af sine kvæstelser efter mere end tre måneders indlæggelse.
Den 47-årige og hans partner, der blev dræbt, efterlader sig tre børn.
Kun piloten på det lille fly overlevede, mens hans hustru omkom.
Nu er der langt om længe kommet en afgørelse i sagen, og der er udstedt et bødeforlæg, og det bødeforlæg er vedtaget af piloten.
- Piloten har vedtaget en bøde på 10.000 kroner for dels uagtsomt manddrab og dels overtrædelse af luftfartslovgivningen, siger anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi, Ulrik Panduro.
Han forklarer, at den tragiske sag dermed er afsluttet ved politiet.
- Det er jo en stor omfattende sag. Den har været i høring hos Trafikstyrelsen. Der har været advokat på med videre. Det er jo sammenligneligt med en trafikforseelse, hvor folk kommer til at køre over for rødt lys, og hvor de så vedtager en bøde, siger han til Newsbreak.dk.
Startede flyet i medvind
Ifølge Horsens Folkeblad stammer begge par fra Horsensområdet.
I januar 2021 var havarikommissionens undersøgelser afsluttet, og det blev konkluderet, hvorfor den tragiske ulykke skete.
Hovedkonklusionen i rapporten var, at piloten startede flyet i medvind. Under normale omstændigheder startes et fly i modvind for at sikre størst mulig opdrift.
Fik revet en vinge af
Flyet ramte kort efter starten nogle nåletræer ved flyvepladsen, fik revet en vinge af og styrtede ned.
“Som følge af nedslagssekvensen brød brændstoftankene op, hvilket ved nedslaget resulterede i en brand”, står der blandt andet i rapporten.