Piger slog alarm om "lurer"
En 31-årig mand er tiltalt i 73 forhold, der hovedsageligt handler om blufærdighedskrænkelse
En 31-årig mand erklærer sig skyldig i at have beluret, taget billeder og filmet flere letpåklædte mænd og kvinder i deres private hjem.
Det er mandag kommet frem ved Københavns Byret.
Manden er i alt tiltalt for 73 forhold, som hovedsageligt handler om blufærdighedskrænkelse.
To piger slog alarm
Ifølge hans forsvarer, Lene Sejersen, erklærer han sig skyldig i alle forholdene, siger hun under mandagens retsmøde.
Sagen startede, da to piger kontaktede politiet, efter at de var blevet beluret på deres hotelværelse i København.
Ville stjæle, men endte med at filme
Her bliver den 31-årige mand anholdt på et andet værelse på hotellet, og politiet finder to telefoner med flere optagelser og billeder af mænd og kvinder uden tøj på.
- Jeg tog derhen for at stjæle, men så endte jeg med at filme, forklarer han i retten om episoderne.
Manden er desuden tiltalt for at have beluret og fotograferet 33 personer i et solcenter i Slagelse.