PET holder øje efter angreb

Dansk politi ønsker ikke at gå i detaljer med indsatsen ved julemarkeder efter blodigt angreb på tysk marked

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter den blodige hændelse på et julemarked i Magdeburg i Tyskland fredag har dansk politi og PET skærpet opmærksomhed på steder, hvor mange mennesker samles.

I Københavns Politi siger vagtchef Henrik Stormer lørdag, at man til alle tider har operationelt fokus på steder med mange mennesker.

Ikke mindre

- Julemarkeder har vi også haft fokus på, og det fokus er ikke blevet mindre efter i går, siger vagtchef Henrik Stormer.

Politiet ønsker ikke at gå i detaljer med indsatsen eller at svare på, om patruljeringen er øget som følge af udviklingen i Tyskland.

Følger situationen

Politiets Efterretningstjeneste rådgiver det åbne politi om trusselssituationen, og man forsøger at vurdere, om sagen fra Tyskland kan få afledte følger i Danmark.

Det fremgår af en udtalelse fra PET.

- PET følger situationen i Tyskland nøje, og vi er i kontakt med vores tyske og europæiske partnere, herunder med henblik på både at støtte de tyske myndigheder og på at vurdere eventuelle afledte betydninger for Danmark, hedder det i udtalelsen.

Skærpet opmærksomhed

Her står også, at PET løbende kommer med anbefalinger til politikredsene:

- PET har som altid i den forbindelse sammen med det øvrige politi en skærpet opmærksomhed på offentlige steder, hvor mange mennesker er forsamlet, står der.

Adskillige er både dræbt og såret efter et angreb mod et julemarked i Tyskland
Powered by Labrador CMS