PET-folk i fængsel
Tre personer blev fremstillet i et hemmeligt grundlovsforhør i København. To er fængslet og en løsladt
To af de fire personer, der onsdag blev anholdt og sigtet for at lække oplysninger fra efterretningstjenester, er torsdag blevet varetægtsfængslet i 11 dage.
En tredje blev også fremstillet i grundlovsforhør, men blev løsladt.
Det oplyser Københavns Byret til DR.
I en kortfattet pressemeddelelse torsdag morgen oplyste Politiets Efterretningstjeneste (PET), at fire nuværende og tidligere medarbejdere i PET og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) var blevet anholdt onsdag.
De fire personer er blandt andet sigtet for "uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne", fremgår det.
Hvad de fire yderligere er sigtet for, nævner PET ikke.
Kortene ind til kroppen
Siden udsendelsen af pressemeddelelsen har det ikke været muligt at få oplyst noget om sagen.
Heller ikke om de sigtede skulle fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Men i løbet af dagen kunne både Ekstra Bladet og DR fortælle om et grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre i Københavns Byret.
Det var dog højst usædvanligt ikke muligt at få oplyst, hvem der mødte som forsvarere og anklager, eller hvor mange der blev fremstillet.
Hvad de fire personer konkret menes at have gjort og hvordan de stiller sig til sigtelsen, har PET ikke oplyst.
Resultat af efterforskning
PET har onsdag - i samarbejde med politiet - foretaget anholdelse af fire personer og foretaget ransagninger på en række forskellige adresser, skriver PET på sin hjemmeside.
De anholdte er nuværende og tidligere medarbejdere i de to efterretningstjenester. De er sigtet for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 109, stk. 1, ved uberettiget at have videregivet højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne.
Det er en alvorlig paragraf med en strafferamme på 12 års fængsel.
Paragraffen handler om den eller de, som "røber eller videregiver meddelelse om statens hemmelige underhandlinger, rådslagninger eller beslutninger i sager, hvorpå statens sikkerhed eller rettigheder i forhold til fremmede stater beror", som det er formuleret i straffeloven.
Den gælder også, hvis oplysningerne, der videregives, "angår betydelige samfundsøkonomiske interesser over for udlandet".
"Anholdelserne er resultatet af en længerevarende efterforskning af lækager fra efterretningstjenesterne", skriver PET.
FE og PET
FE og PET er Danmarks sikkerhedstjenester. De arbejder med at forebygge og modvirke trusler mod Danmark og danske interesser i udlandet.
PET er en tjeneste under Rigspolitiet, som arbejder med at undgå terrorisme, politisk ekstremisme og spionage i det danske samfund.
FE er Danmarks udenrigs- og militære efterretningstjeneste. Arbejdet i FE ligger primært i udlandet og vedrører også cybersikkerhed og militær sikkerhed.