Carsten i chok på bjerg: -Jeg var helt “what?

Mindst 100 bjergbestigere herunder en dansker menes at være smittet med coronavirus på verdens højeste bjerg.

Den danske bjergbestiger Carsten Lillelund Pedersen er blevet testet positiv for coronavirus, da han returnerede til Nepals hovedstad fra verdens højeste bjerg, Mount Everest. Foto: Privatfoto/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske bjergbestiger Carsten Lillelund Pedersen er blevet smittet med coronavirus på verdens højeste bjerg, Mount Everest.

Det fortæller den 52-årige dansker tirsdag morgen, efter at han søndag returnerede til Nepals hovedstad, Kathmandu, fra Mount Everest, hvor han havde befundet sig i en måned.

Det knap 9000 meter høje bjerg har været under ekstra bevågenhed i år, da et coronaudbrud i maj ramte basecampen midtvejs oppe på bjerget.

Carsten Lillelund Pedersen mener at være blevet smitten med virusset på vej ned fra bjerget, men da han først fik foretaget den positive test tilbage på et hotel i Kathmandu, ved han det ikke med sikkerhed.

– Jeg var først helt “what?”. Mit hold og jeg havde hostet lidt, men det kunne også være højdesyge, siger Carsten Lillelund Pedersen, der fortæller, at han ikke oplever symptomer generelt.

– Det er gået langsomt op for mig, at de fleste fra mit hold har haft corona eller har fået det, tilføjer han.

Ifølge Carsten Lillelund Pedersen er 80 procent af hans ekspeditionshold på 15 personer blevet smittet med virusset.

Stor smittespredning

Samlet bliver det vurderet, at mindst 100 bjergbestigere er blevet ramt af virussygdommen, skriver avisen The Guardian. Omkring 1200 mennesker siges at have været i basecampen i år.

Carsten Lillelund Pedersen forklarer, at det kan være svært at skelne coronasymptomerne fra symptomer på højdesyge, der rammer mange på bjerget på grund af den meget tynde luft.

Men ifølge den danske bjergbestiger er det ikke så mærkeligt, at virusset har spredt sig som en steppebrand på bjerget.

– Vi sidder i små telte og kan ikke holde to meters afstand, for det er der ikke. Vi går tæt i kø op ad bjerget, og vi går og kæmper for at få vejret, fordi luften er så tynd, og så kan man altså ikke have mundbind på.

– Vi har derfor ikke haft mulighed for at undgå smitte, og det er svært ikke at undgå at spytte bakterier ud, når vi krænger vores lunger ud for at gå op og ned, siger Carsten Lillelund Pedersen.

Danskeren var 850 meter fra toppen af Mount Everest, da han måtte vende om i sidste uge på grund af dårligt vejr.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

Han har allerede planlagt, at han – coronapandemi eller ej – vil gentage forsøget ved næste års sæson.

Powered by Labrador CMS