Peger på 47-årig: Han slog Emilie Meng ihjel
En i dag 23-årig kvinde har for få måneder siden til politiet udpeget en 47-årig mand som gerningsmand til det uopklarede drab på den 17-årige Emilie Meng i 2016
Citathistorie: Sjællandske
Højst opsigtsvækkende har en i dag 23-årig kvinde og tidligere jævnaldrende veninde til Emilie Meng for få måneder siden over for politiet udpeget den mand, som ifølge hende slog Emilie Meng ihjel i 2016.
Begge piger havde dengang et lærer-elev-forhold i en forening til den pågældende 47-årige mand.
- Jeg er 110 procent sikker på, at han har gjort det. Nok ikke med vilje, men ved et uheld. Når han har gjort det, han har mod mig, så kan han også have gjort det samme mod Emilie. Det giver så meget mening, at det er ham, siger den 23-årige kvinde til Sjællandske. Både hun og hendes forældre er frustrerede over, at han fortsat er på fri fod efter at have været til afhøring om Emilie Meng-sagen hos politiet.
Tvang til sex
Den 23-årige kvinde har i foråret 2021 afsløret, hvordan den 47-årige mand via falske profiler, oprettet af ham, var lykkedes med at tiltvinge sig sex med hende flere gange de senere år.
Hun meldte ham til politiet for stalking og voldtægter.
Læs også Newsbreak.dks interview med Emilie Mengs veninde, Nicole Gundtoft.
Anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Anne Marie Fink bekræfter over for Sjællandske, at hun har en straffesag med den 47-årige liggende for at vurdere de beviser, som politiet har fundet. Hun ønsker ikke på nuværende tidspunkt at oplyse, om sagen mod den 47-årige handler om voldtægt og stalking.
Politiet vil ikke kommentere
Politidirektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Lars Harvest ønsker ikke at kommentere på den 47-åriges tilknytning til Emilie Meng-sagen.
- Generelt kan jeg sige, at vi efterforsker Emilie Meng-sagen på fuld kraft. Vi får stadig henvendelser, og vi gennemfører løbende afhøringer. Vi fortsætter efterforskningen, til gerningsmanden er fundet, siger Lars Harvest.
Bekræfter afhøring
Sjællandske har været i kontakt med den 47-årige mand, der uopfordret fortæller, at det er ubehageligt for ham at blive koblet til Emilie Meng-sagen. Han bekræfter at være afhørt af politiet.
Han ønsker ikke at fortælle, hvad han har gjort mod den 23-årige kvinde - ud over at det er en »dum sag«.
Direkte adspurgt af Sjællandske svarer han, at han slet ikke kender det sted, hvor liget af Emilie Meng blev fundet den 24. december 2016 i en sø ved Regnemark nær Borup mellem Ringsted og Køge tæt ved Vestmotorvejen, efter hun forsvandt fra Korsør Station den 10. juli 2016.