Patrick Nielsen sigtet for overfald
Han erkender sig delvist skyldig
Den tidligere bokser og nu Satudarah-rocker Patrick Nielsen er onsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Glostrup.
Her er han blevet mødt af en sigtelse om at have overfaldet en kvinde i weekenden, skriver Ekstra Bladet.
Nielsen erkender sig delvist skyldig.
Sigtet for slag og spark
Ifølge avisen er han sigtet for at have trukket kvinden ned af en trappe til en kælderskakt i Albertslund.
Her skulle han have slået og trampet hende på hovedet og halsen, så hun ikke kunne få vejret.
Ifølge sigtelsen tog han også kvælertag på hende, så hun besvimede.
Patrick Nielsen nægter at have taget kvælertag og afviser, at der er tale om grov vold.
Lukkede døre
Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at få oplyst, hvad Patrick Nielsen forklarede i retten.
Dørene til retsmødet var nemlig blevet lukkede.
I juli 2020 offentliggjorde Patrick Nielsen, at han var optaget som såkaldt "prospect" i rockerklubben Satudarah.
Ifølge Ekstra Bladet er han for nylig blevet forfremmet til fuldgyldigt medlem.