Patient fængslet for farlig sygehus-brand
19 patienter måtte evakueres fra afdeling på sygehuset i Thisted efter påsat brand
En dommer har søndag besluttet at varetægtsfængsle en patient efter en påsat brand på sygehuset i Thisted lørdag.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Den 56-årige mand var dog ikke til stede i retsmødet i Herning, oplyser senioranklager Claus Benner.
19 patienter evakueret
Manden blev selv røgforgiftet i en grad, at han ikke var i stand til at møde frem. Så snart han er rask nok, vil han blive afhørt i et retsmøde.
Ved den påsatte brand blev en hel afdeling med 19 patienter og personale evakueret, og otte personer blev tjekket for mulige røgskader, oplyste politiet lørdag.
Bragte personer i fare
Den 56-årige sigtes efter den alvorligste bestemmelse i straffeloven om ildspåsættelse. Branden skal have bragt andre mennesker i fare.
Dommeren mener, at mistanken er særligt bestyrket. Og hensynet til retsfølelsen gør, at der skal ske varetægtsfængsling, oplyser senioranklager Claus Benner om dommerens kendelse.
Sigtet for trusler
Den 56-årige er også sigtet for trusler. Såvel ansatte på sygehuset som en brandmand skal han have truet med en kniv.
Ilden blev slukket relativt hurtigt lørdag, og i den forbindelse roste politiets vagtchef de ansatte.
- Godt arbejde af personalet i en vanskelig situation, sagde han.