Panik på fly fra Danmark
Flyet var tvunget til at nødlande
Et drama udspillede sig omkring midnat mellem torsdag og fredag ombord på et fly, som var lettet fra København.
Der udbrød nemlig panik, da en 52-årig mand pludselig tændte en cigaret.
Det skriver LRT.
Ifølge en pressemeddelse fra State Border Guard Service i Litauen tændte den 52-årige cigaretten i mørket på flyet fra København.
Angiveligt kunne folk omkring manden se røgen, men de vidste ikke, hvor den kom fra.
Nægtede at slukke
Flypersonalet blev kontaktet, og da de opdagede manden med cigaretten, bad de ham om at slukke den.
Men det nægtede han.
Derfor måtte kontroltårnet i Palanga Airport i den vestlige del af Litauen beordre kaptajnen til at nødlande i deres lufthavn.
Da flyet kom frem, blev den 52-årige mand overgivet til politiet, og der vanker nu en klækkelig bøde.