Pædojæger får kærligheden at føle

24-årig mand er med ekspresfart røget i spjældet

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand, der menes at være en del af et nyt selvtægtsfænomen, har tirsdag fået en straksdom på fire måneders ubetinget fængsel for at have taget del i et overfald i juni.

Det siger anklager Mathias Johannsen, der mødte i retsmødet i Retten i Glostrup.

Manden blev tirsdag morgen anholdt og nogle timer senere fremstillet i grundlovsforhør. Her har han erkendt, at han deltog i et overfald på Voldgaden i Brøndby 25. juni klokken 18.

En 24-årig mand har tirsdag i Retten i Glostrup erkendt, at han var en del af et netværk, hvor formodede pædofile blev overfaldet og filmet. Han er idømt fire måneders ubetinget fængsel for at have deltaget i et overfald på en 54-årig mand. (Arkivfoto).

En 54-årig mand blev ifølge anklagemyndigheden udsat for grov vold.

Gennemtævet

- Han er dømt for grov ydmygelsesvold i forening med tre andre, siger anklageren.

Offeret blev lokket til adressen i Brøndby af fire gerningsmænd, som over det sociale medie Snapchat havde udgivet sig for at være en mindreårig pige.

Den 54-årige fik som følge af overfaldet hul i hovedet og mærker på ryg, ben og arme, og den 24-årige nu dømte mand har tirsdag eftermiddag erkendt, at han sparkede offeret fire gange.

Men det spiller en rolle, at han er dømt for at have udført volden i forening med de tre andre.

Erkender

- Så hæfter han også for deres vold så at sige, siger anklager Mathias Johannsen.

Den dømte har erkendt, at han er en del af et nyt selvtægtsfænomen, hvor formodede pædofile bliver lokket i en fælde, overfaldet og filmet.

Powered by Labrador CMS