Pædagog hævede 139.500 kroner - til sig selv
Kvinden tilstod og blev idømt en straf på seks måneders fængsel og 120 timers samfundstjeneste
Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND
En kvindelig pædagog er blevet idømt en straf på seks måneders fængsel for databedrageri og tjenestemisbrug ved at stjæle knap 140.000 kroner fra handicappede eller syge beboere på et kommunalt botilbud i Norddjurs Kommune.
Det fremgår af en domsudskrift fra Retten i Randers, som TV2 Østjylland har modtaget.
Straffen er betinget med en prøvetid på et år.
Det betyder, at hun skal ind og sidde, hvis hun på nogen måder bryder loven i den periode.
Desuden skal hun udføre ulønnet samfundstjeneste i 120 timer, hun er blevet frakendt retten til at arbejde som pædagog indtil videre, og så skal hun betale de penge tilbage, som hun stjal.
Fem beboeres betalingskort
Den dømte kvinde havde som ansat på botilbuddet adgang til fem beboeres betalingskort, som hun brugte til at hente penge i hæveautomater.
Det skete tilbage i april til december 2022.
Først blev der hævet 106.400 kroner og derefter henholdsvis 30.200, 700, 700 og 1500. I alt 139.500 kroner, som hun nu er dømt til at betale tilbage.
Det fremgår ikke af domsudskriften, hvordan bedrageriet blev opdaget, da sagen kørte som en tilståelsessag, hvor kvinden erkendte alle forholdene med en forklaring om en oparbejdet gæld.