Overrasker efter knivoverfald

En 22-årig mand er natten til søndag blevet indlagt på hospitalet med to knivstik

Offentliggjort Sidst opdateret

De seks mistænkte i en sag om et overfald på en 22-årig mand i Haderslev løslades søndag.

Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi søndag ved middagstid.

Det var lidt efter klokken tre tidligt søndag morgen, at politiet fik melding om knivoverfaldet på Nørregade. Den sårede fik to stik og blev kørt til behandling.

Seks personer

Godt en times tid senere anholdt politiet i alt seks personer.

De er i alderen fra 15 til 18 år, og de fem er under 18, oplyser det regionale medie jv.dk.

Tidligere søndag oplyste politiet, at man arbejdede ud fra en hypotese om, at det var en spontant opstået kontrovers, som var årsag til den farlige vold.

Fortsætter

Løsladelsen indebærer, at der ikke er grundlag for at bede en dommer om at skride til varetægtsfængsling.

Men efterforskningen fortsætter, lyder det fra vagtchef Jakob Matthiesen.

Powered by Labrador CMS