Overlæge: Medicinen er livsfarlig

Medicin fundet i blodet hos beboere på plejehjemmet Tirsdalen kan være dødelig, slår ekspertvidne fast

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er potente stoffer, som blev fundet i blodet hos fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers, der blev indlagt og genindlagt sidste forår.

Det fastslår en overlæge fra Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet, da hun tirsdag afgiver forklaring i Retten i Randers.

Hos de ældre beboere fandt man stofferne Baclofen, Diazepam og Mirtazapin.

Ikke ordineret

Det er medicin, som plejehjemsbeboerne ikke fik ordineret, men som de alligevel havde i kroppen.

Baclofen bruges ifølge overlægen til at behandle muskelspasmer hos eksempelvis personer med hjerneskade efter et traume eller en blodprop.

En 60-årig sosuhjælper beskyldes for at have givet forkert og farlig medicin til fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers. Blandt andet stoffet Baclofen. Den tiltalte nægter sig skyldig. (Arkivfoto).
En 60-årig sosuhjælper beskyldes for at have givet forkert og farlig medicin til fire beboere på plejehjemmet Tirsdalen i Randers. Blandt andet stoffet Baclofen. Den tiltalte nægter sig skyldig. (Arkivfoto).

Det er ifølge overlægen det mest potente middel af de tre.

Men alle har det til fælles, at de hver især kan fremkalde alvorlige og i nogle tilfælde dødelige forgiftninger, hvis de gives i for høje doser.

Kar være farlig

- Hvis man i forvejen er svækket af andre lidelser, og hvis man ikke langsomt har trappet op, så kan den her type medicin være farlig, slår overlægen fast.

De tre typer medicin har det til fælles, at de virker hæmmende på centralnervesystemet. Det er også her, vejrtrækningen reguleres.

Flere af de ældre beboere blev indlagt ukontaktbare og med alvorlig vejrtrækningsbesvær.

Stærkt svækket

En læge ved akutafdelingen på Regionshospitalet Randers har i retten fortalt, at en 75-årig mand trak vejret med op til 45 sekunder mellem luftindtagene.

Det normale er 10 til 12 vejrtrækninger i minuttet.

En af de beboere, der blev indlagt, var en 81-årig kvinde, som var så svækket, at hun endte med at afgå ved døden få dage efter indlæggelsen.

Udover Baclofen havde hun morfin i blodet, som blev ordineret af lægerne, fordi man anså kvinden for døende.

Gjorde det bevidst

Anklagemyndigheden mener, at det er den tiltalte i sagen, en 60-årig sosuhjælper, der helt bevidst gav beboerne medicin, de ikke skulle have.

Hun var på vagt aftenen før samtlige indlæggelser og genindlæggelser, og hjemme hos den tiltalte er genfundet to ud af de tre typer medicin.

Politiet kan også se, at hun har søgt på nettet efter præparatet Baclofen.

Overlægen fra Institut for Retsmedicin mener, at de tre typer medicin kan være givet om aftenen, mens den tiltalte var på vagt.

Dom i februar

Men det kan også være givet om natten, i princippet indtil få timer før indlæggelsen, vurderer hun.

Den anklagede sosuhjælper nægter sig skyldig i anklagen om ét drab og syv drabsforsøg.

Hun har i retten forklaret, at det flød med medicin på plejehjemmet, og at flere af beboerne fik hinandens medicin.

Det har lederen af plejehjemmet og flere af den tiltaltes kolleger dog afvist i deres vidneforklaringer.

Der ventes at falde dom i sagen 23. februar.

Powered by Labrador CMS