Overhalede politi: Så gik det ellers løs

Banko på hele pladen på Køge Bugt Motorvejen

Offentliggjort Sidst opdateret

Betjente fra Midt- og Vestsjællands Politi måtte mandag tage den udvidede bødeblok i brug, da de standsede en bil for hvad der i første omgang var en banal fartforseelse.

Klokken 12.40 blev betjentene overhalet af en varebil med en sort påhængsvogn, der kørte med al for høj fart.

Den maksimalt tilladte hastighed for varebilen og anhængeren var 80 kilometer i timen, men den blev over en længere strækning målt til mindst 120 kilometer i timen.

Større sag

Bilen blev vinket ind til siden, og så skulle betjentene for alvor have kuglepennen frem.

I bilen sad to mænd fra Litauen på 40 og 42 år. 

Føreren, den 40-årige, viste sig ikke at have kørekort til at køre med stor trailer, traileren var ikke koblet på med sikkerhedswire, og traileren kørte med litauiske nummerplader, selvom den viste sig at være dansk - og meldt stjålet fra Havelodden i Roskilde natten før.

22 cykler

På ladet af traileren lå 22 cykler, som de to mænd ikke kunne redegøre for, hvor de havde fra. 

De to blev derfor anholdt og taget med på stationen. 

Politiet mistænkte, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer, så han blev inden afhøringen taget med til en blodprøve.

Mere tyvegods

Bag i varerummet lå flere tønder med diesel, som kræver en tilladelse til at køre med farligt gods. 

Heller ikke dieselolien kunne de redegøre for, og der var mistanke om, at både diesel og en dieselpumpe, der lå i varebilen, også var blevet stjålet. 

Politiet fandt også kanonslag i varebilen. 

Varebilen viste sig at være afmeldt, så den var hverken indregistreret eller forsikret.

Hvem ejer dem?

De to mænd blev sigtet for de mange lovovertrædelser. 

Midt- og Vestsjællands Politi arbejder nu på at finde frem til ejerne af de mange stjålne cykler.

Den 42-årige mand blev løsladt efter endt afhøring, men den 40-årige er stadig i politiets varetægt, mens det vurderes om han skal fremstilles i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Powered by Labrador CMS