Smittestop i problemer: De skal tjekke app’en
Visse Android-brugere fik kun beskeder, når de selv åbnede appen
Hvis du synes, din Smittestop-app har været meget stille på trods af, at anden coronabølge buldrer afsted, så kan der være god grund til at gå ind og tjekke appen. I hvert fald hvis du bruger en Android-telefon.
En række telefonbrands med Android-styresystemet er ramt af en fejl, hvor Smittestop-appen ikke har notificeret brugerne om, at de har været i nærheden af en person, der er testet positiv, skriver DR Nyheder.
Et problem, der har eksisteret fra starten af appens levetid, og som kan have betydet, at folk ikke er blevet testet for covid-19 i tide.
DR har fået en række henvendelser om problemet, og på Googles Play Store handler 26 ud af de seneste 40 anmeldelser om, at folk undrer sig over, at de ikke har fået en notifikation.
Netcompany, som har udviklet appen for Sundheds- og Ældreministeriet, erkender fejlen over for DR Nyheder.
– Det ser ud til, at man på visse telefoner med styresystemet Android, kan komme til at opleve, at der går op til 24 timer, inden man bliver advaret om, at man har været i nærheden af en smittet.
Gå op til 24 timer
Efterfølgende oplyser NetCompany, at der også kan gå mere end 24 timer, inden man bliver advaret. Appens formål er at advare dig, hvis du har været i nærkontakt med en person, der senere testes positiv for covid-19.
Meningen er, at der skal ‘poppe’ en advarsel frem automatisk, og at brugerne ikke behøver at tjekke appen – den skal blot køre i baggrunden.
Det er Netcompany, der udvikler appen for Sundheds- og Ældreministeriet.
Firmaet har afvist at lade sig interviewe, men i et skriftligt svar lyder det, at man anbefaler Android-brugere at tjekke appen jævnligt for nye beskeder:
– Det er altid en god idé at have telefonen opladet og lige checke, at appen er tændt, hvis det er længe siden, at man har haft den åben.
– Google arbejder på, at Android optimeres til denne type anvendelse af bluetooth, og Netcompany kommer i dag (i går, red.) med en release, som forhåbentligt kan gøre problemet mindre, skriver NetCompany.
Findes andre steder
Appen bygger på den teknologi, som Apple og Google har udviklet, og som en lang række lande i Europa bygger deres app på. Google, der står bag Android, erkender da også problemet, som ikke kun findes i Danmark:
– En række telefoner, der kører Android, slukker på stille vis eksponerings notifikations-apps (som Smittestop, red.), når de kører i baggrunden, som en del af telefonens indbyggede batteri-spare-funktioner.
Google fastholder, at brugernes eksponeringskkontrol burde blive opdateret én gang i døgnet – altså, at man vil få besked om eventuel smittefare én gang per 24 timer. Dette strider dog imod oplevelsen fra en række af de brugere, DR har talt med.
Minister afviser interview
De kan bevidne dette via deres telefons ‘eksponeringskontrol’, som er en oversigt over, hvornår telefonen sidst har tjekket, om man har været i nærkontakt med en smittet app-bruger.
I flere tilfælde er der gået dagevis eller ugevis, uden at eksponeringskontrollen er blevet opdateret.
Med andre ord: De har i de perioder ikke fået beskeder om smittefare.
Google kan ikke svare DR på, hvilke telefonbrands der skulle være ramt. Tech-giganten oplyser, at man har sendt en løsning ud til telefonproducenterne, men at det er op til dem at sætte løsningen i værk.
Sundheds- og Ældreminister, Magnus Heunicke, ønsker ikke at stille op til interview, men ministeriet henviser til Smittestops hjemmeside.