Overfalder mand med stikvåben
Mand overfaldet ved højlys dag
En 53-årig mand er blevet overfaldet ved højlys dag i Esbjerg mandag eftermiddag.
- Vi får anmeldelsen klokken 14.43. En mand er - fra hans skader at bedømme - blevet overfaldet med et stikvåben. Betjentene giver førstehjælp, indtil ambulancen når frem, og han er nu bragt til sygehuset med ikke-livstruende skader, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, til Newsbreak.dk.
Hører gerne fra vidner
Overfaldet skete på Gl. Vardevej i Esbjerg lige over for Svømmestadion Danmark.
- Ud fra det foreliggende vurderer vi ikke, at det er banderelateret.
- På nuværende tidspunkt og med det vi ved, arbejder vi ud fra, at der er én gerningsmand, men vi hører meget gerne fra vidner der har set noget på stedet omkring klokken 14.43, siger Erik Lindholdt til Newbreak.dk.
Der er netop nu afspærret på gerningsstedet, men den vil angiveligt blive ophævet inden længe.