Østjyder i udenlandsk skræk-ulykke

Det er uvist, hvilken tilstand de unge er i, men ifølge Bangkok Post er tre af dem alvorligt kvæstede

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Østjylland

Der er mindst én og angiveligt flere unge fra Østjylland blandt de 13 danskere, der er involveret i en busulykke i Thailand, som har kostet en 50-årig chauffør livet.

Det bekræfter én af de pårørende til en ung kvinde over for TV2 Østjylland.

Ukendt tilstand

Ulykken skete torsdag aften lokal tid i Pai-distriktet i Mae Hong Son-provinsen, som ligger i det nordlige Thailand. Bussen med gruppen af danske turister var på vej til et såkaldt fullmoon-party, da bussen forulykkede og kørte ned i en kløft ved motorvejen Highway 1095 mellem Mae Ya og Mae Ping.

Det er uvist, hvilken tilstand de unge er i, men ifølge Bangkok Post er tre af dem alvorligt kvæstede. Der er tale om unge mellem 19 og 25 år.

Hjælper borgere

Udenrigsministeriet oplyser til TV 2, at den danske ambassade i Bangkok yder konsulær bistand i forbindelse med busulykken.

Konsulær bistand er en hjælp, som et land yder til sine borgere, der bor eller rejser i udlandet, og som har brug for hjælp i for eksempel ulykker.

Med selskab fra Aarhus

De unge danskere, der natten til fredag dansk tid var involveret i en busulykke i det nordlige Thailand, rejser med Jysk Rejsebureau fra Aarhus.

Det bekræfter direktøren, Niels Amstrup, over for TV 2.



Powered by Labrador CMS