Odense smider Satudarah ud

Får ikke lov at slå sig ned i skovbørnehave

Offentliggjort Sidst opdateret

Rockerklubben Satudarah skal ikke have lov til at holde til i en tidligere skovbørnehave i udkanten af Odense.

Byrådet i Odense har på et ekstraordinært møde onsdag besluttet sig for at nedlægge forbud mod, at bygningen udlejes til rockerklubben.

Rockerne dukkede op på adressen i Spedsbjerg i det vestlige Odense for cirka 14 dage siden. 

Siden har jurister i kommunen arbejdet på at finde en måde at smide dem ud på.

Ikke velkomne

- Vi sender et ret hurtigt, tydeligt og tungt signal bakket op af handling, om at de (Satudarah, red.) helt grundlæggende ikke er velkomne i Odense, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S) til Ritzau.

Den tidligere skovbørnehave blev i 2021 solgt af Odense Kommune til et ejendomsselskab.

Dette selskab har lejet ejendommen ud til Satudarah.

Med planloven i hånden går byrådet ind og bestemmer, hvilken type aktivitet der må være på det pågældende areal.

SATUDARAH

Satudarah MC er en rockergruppe etableret i den hollandske by Moordrecht i 1990. Satudarah har 44 afdelinger over hele Holland, og afdelinger i Danmark, Spanien, Indonesien, Malaysia, Norge, Belgien, Sverige Tyskland, Spanien, Frankrig, USA, Thailand og Irland.

Kilde: Wikipedia

- Kernen i den beslutning, vi har truffet i dag, er, at vi ønsker, at arealet bruges til offentlige formål, siger Peter Rahbæk Juel.

Rockerbanden Satudarah er helt grundlæggende ikke velkommen i Odense.
Rockerbanden Satudarah er helt grundlæggende ikke velkommen i Odense.
Powered by Labrador CMS