Air France-strejke fortsætter en uge mere

Piloterne er vrede over luftfartsselskabets planer om at mindske omkostningerne i virksomheden for at generobre markedsandele fra lavprisselskaber. Foto: Claude Paris/AP
Offentliggjort Sidst opdateret

Strejken i Air France vil fortsætte indtil fredag, efter at piloterne lørdag vedtager at forlænge strejken.

Piloter i det franske flyselskab Air France har ved en afstemning lørdag i Paris stemt for at forlænge den strejke, som selskabet har lidt under siden mandag.

Strejken vil nu fortsætte indtil den 26. september.

Piloterne er vrede over luftfartsselskabets planer om at mindske omkostningerne i virksomheden for at generobre markedsandele fra lavprisselskaber.

Mere end 74 procent af piloterne, der deltog i afstemningen, stemte for, at strejken skulle fortsætte.

– På baggrund af det store mandat kan strejken fortsætte et stykke endnu, siger Jean-Louis Barber, der er formand i fagforeningen for piloterne i Air France.

Air France meddelte fredag, at strejken koster selskabet 10-15 millioner euro dagligt, svarende til 74-112 millioner kroner, da mange afgange er blevet aflyst.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS