Fire kasser i de sidste seks minutter: To selvmål redder vaklende Liverpool-hold

Foto: Getty Images.
Udgivet Opdateret

Tre point og så hurtigt hjem! Sådan må konklusionen i Liverpools omklædningsrum have lydt efter søndagens – noget ufortjente – 3-2-sejr ude over bundproppen Queens Park Rangers – efter en fuldstændig vanvittig afslutning med fire mål i de sidste seks minutter.

For fra at være en spudlende målmaskine i sidste sæson virker Liverpools spil i denne sæson direkte tandløst og usammenhængende. Sådan ser det ihvertfald ud, hvis man skal fælde dom over sæsonens første otte kampe.

Om det manglende bid i aktionerne skyldes salgene af Luis Suarez og Daniel Agger skal være usagt. Men det er bestemt en tanke, der presser sig på.

Ved 0-0 ved pausen i søndagens kamp måtte især Queens Park Rangers’ Leroy Fer traske ned mod omklædningsrummet med en bitter smag i munden. To gange i løbet af de første 45 minutter havde han sendt bolden på overliggeren – og især situationen efter 28 minutters spil, hvor han fire meter fra målstregen ikke formåede at placere bolden inden for målrammen, må udløse mareridt hos Fer de kommende nætter.

Liverpool-defensiven sejlede, og de to midterforsvarere – Dejan Lovren og Martin Skrtel – spillede, som havde de blylod i støvlerne. Og offensivt var der ingen sammenhæng mellem Balotellis fiksfakserier og resten af holdet.

Det blev lidt bedre for gæsterne i anden halvleg, hvor chancerne opstod i takt med, at Queens park Rangers-spillerne løb sig mere og mere trætte. Og det var muligvis træthed, der gjorde, at Richard Dunne klodset sendte bolden i eget mål 20 minutter før tid.

Værterne fik dog hurtigt genetableret presset mod Simon Mignolet i Liverpool-målet. Og efter et længere tilløb var det til sidste Eduardo Vargas, der tre minutter før tid stangede den fortjente udligning i mål.

Et groggy Liverpool-hold flirtede i de kommende minutter med den store fiasko, men en knivskarp kontra endte med, at Coutinho sparkede gæsterne på sejrskurs igen. Glæden holdt i et minuts tid, så havde Vargas igen udlignet efter et hjørnespark.

Men Raheem Sterling havde en sidste spurt i sig og hans flade indlæg havnede i fødderne på hjemmeholdets Steven Caulker, der uheldigt blev Liverpool-matchvinder dybt inde i overtiden.

– Puha, vi var meget heldige. Vi kunne ikke været utilfredse, hvis vi kommet herfra med nul point. Der er brug for forbedring over hele linjen, lød det fra anfører Steven Gerrard, da han blvev interviewet af britisk tv umiddelbart efter kampen.

– Men vi må rose os selv for at blive ved med at forsøge, og det gav til sidst tre point.

Powered by Labrador CMS