Nyt i sag om 'forsvunden pige'
En 19-årig mand er ikke sigtet for noget kriminelt, i sag om 13-årig pige der forsvandt fra København
Intet tyder på, at der blev begået noget kriminelt i sagen om den 13-årige pige, der forsvandt fra København i slutningen af april.
Det oplyser Københavns Politi, der har efterforsket sagen.
- Den 19-årige mand, som blev anholdt i Belgien, er efterfølgende blevet løsladt og er ikke sigtet for noget strafbart, lyder det videre.
Blev fundet i Belgien
Den 13-årige pige blev fundet i god behold i Belgien i begyndelsen af maj.
Af hensyn til hendes familie ønsker politiet ikke at gå yderligere i dybden med sagens indhold.
Politiet ønsker heller ikke at gå ind i, hvad den 19-årige blev sigtet for, da han i første omgang blev anholdt i Belgien.
Var på vej i skole
Den 13-årige pige forsvandt en fredag morgen i slutningen af april, da hun var på vej i skole på Amager i København med sin storesøster.
De to var sent på den, så storesøsteren løb i forvejen.
Da hun ikke vendte hjem fredag eftermiddag, alarmerede en urolig familie politiet. Det viste sig, at hun slet ikke var mødt op i skolen.
Efterlyst internationalt
Siden blev hun efterlyst internationalt. Nogle dage senere blev hun fundet sammen med den 19-årige af belgisk politi.
Københavns Politi holdt i lang tid efterforskningen tæt til kroppen. Efterforskningen endte i anholdelsen af den 19-årige, som nu er blevet løsladt.