JIMMI BLEV ALDRIG FUNDET
Nyt i mystisk dansk drabssag
To mænd og en kvinde blev sigtet tilbage i juni. Nu går anklager efter at få dem fængslet
Midt- og Vestsjællands Politi vil kræve tre personer fængslet for drab på Jimmi Steffen Lillelund, som forsvandt i april 2020.
Politikredsen oplyser i en pressemeddelelse, at der er tale om en 48-årig kvinde og to mænd på henholdsvis 60 og 27 år. De tre blev allerede tilbage i juni sigtet, men dengang fandt anklagemyndigheden ikke grundlag for at kræve dem fængslet.
Give dem rettigheder
- Jeg kan godt forstå, hvis folk synes, det er interessant, at de er blevet sigtet, men det er egentlig bare for at give dem nogle rettigheder, sagde efterforskningsleder Lars Krogsgaard dengang til Ritzau.
Men den efterforskning, som politiet har foretaget siden dengang, har underbygget mistankegrundlaget i en sådan grad, at man nu vil have de tre bag lås og slå.
Skal for retten
De tre bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk lørdag formiddag.
Midt- og Vestsjællands Politi skriver i pressemeddelelsen, at anklageren vil komme med en begæring om, at retsmødet holdes uden adgang for offentligheden.
Det er dog op til retten at træffe den afgørelse.
Skulle møde kvinde
Den dengang 42-årige Jimmi Lillelund boede til leje hos sin søster på en gård ved Gundsømagle, da han 30. april 2020 forsvandt. Angiveligt var han kørt til en haveforening i Ishøj for at møde en kvinde, skrev Sjællandske Nyheder i januar 2024.
Jimmi Lillelunds bil blev fundet i haveforeningen, men ham selv var der ingen spor af. To dage efter hans forsvinden blev Lillelund meldt savnet af sin familie.
Uden lig
- Vi efterforsker det som en drabssag uden lig, lød de allerede i januar fra vicepolitiinspektør Kim Løvkvist, som på det tidspunkt stod i spidsen for efterforskningen, da Sjællandske Nyheder talte med ham.
Til at begynde med anså politiet sagen som en almindelig forsvindingssag. Der blev ledt efter Jimmi Lillelund i en sø nær gården, hvor dykkere fra Forsvaret uden held ledte efter den forsvundne mand. Og fra luften blev der senere spejdet fra en helikopter - men forgæves.
Afhørt og sigtet
I juli i år kom der så nyt i sagen. Politiet meldte ud, at tre personer måneden før var blevet afhørt og sigtet. Og siden dukkede der gravemaskiner op på gården ved Gundsømagle.
Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at de tre sigtede ud over sigtelsen for drab også er sigtet for usømmelig behandling af lig, fordi de angiveligt har bortskaffet liget.
Intet om relation
Midt- og Vestsjællands Politi har ikke oplyst, hvordan de sigtede stiller sig til sigtelserne. Politiet har heller ikke oplyst, hvorvidt de tre har nogen relation til Jimmi Lillelund, og hvad den i givet fald måtte være.
Retsmødet i Holbæk begynder efter planen klokken 09 lørdag.