Ny udvikling: Mand er død
De pårørende er underrettet
Den 50-årige mand, der søndag den 14. juli 2024 blev overfaldet ved Lindholm Station i Aalborg og i den forbindelse pådrog sig alvorlige skader, er afgået ved døden.
De pårørende er blevet underrettet herom.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Lederen af politiets efterforskning, politikommissær
Kenneth Rodam oplyser i den forbindelse, at efterforskningen fortsætter.
41-årig er anholdt
Siden det alvorlige overfald har der pågået en intens efterforskning for at belyse de nærmere omstændigheder før, under og efter.
En 41-årig mand blev i den forbindelse offentligt efterlyst af politiet mistænkt for overfaldet.
Han blev samme aften anholdt.
Den pågældende sidder i øjeblikket varetægtsfængslet i sagen, sigtet for at have begået overfaldet.
Yderligere undersøgelser i forbindelse med dødsfaldet og dets årsag samt politiets videre efterforskningsskridt skal nu klarlægge, hvilken betydning dødsfaldet får for sagen.
Det er ifølge Nordjyllands Politi for tidligt konkret at udtale sig om.
Nordjyllands Politi kan ikke, af hensynet til efterforskningen, kommentere yderligere på sagen.