Ny farlig syrebombe fundet på skole
Advarsel: Det her kan være invaliderende
CITATHISTORIE: TV2 ØSTJYLLAND
Mandag morgen har Virupskolen i Aarhus-bydelen Hjortshøj gjort et farligt fund.
For enden af en trappe, der går ned til værkstedet på skolen, fandt en medarbejder en såkaldt syrebombe.
- Det er helt vildt farligt, og det er torskedumt, siger Martin Christensen, der er skoleleder på Virupskolen, til TV2 Østjylland.
En syrebombe er en tom flaske fyldt med en farlig væske og med et par sølvpapirskugler proppet ned i. Når den bliver kastet, kan den detonere.
Farligt og strafbart
Det viste sig, at bomben var detoneret, så der var ingen fare på færde.
Fundet er blevet anmeldt til Østjyllands Politi, som har fjernet flasken på forsvarlig vis.
Kort fortalt består de hjemmelavede syrebomber af kemikalier, som blandes med metal i en plastikflaske, hvilket giver et overtryk af gas i flasken.
Hvis der kommer nok tryk, sprænger flasken og giver et stort “bang”.
De, der laver bomben, risikerer at få permanente øjenskader og ætsninger på huden, hvis de bliver ramt af væske fra flasken, som ikke er blevet til gas, lyder det fra en sprængstofekspert.
Ødelægger øjnene
- Kemikalierne er effektive nok til at opløse fedt, protein og hår – så får du dét i øjnene, har du kun få sekunder til at skylle dem rene, før skaden bliver permanent, siger Peter Hald, der er sikkerhedsleder og kemiker ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet til TV2.