Nu skal stilladset klippes fri
Hovedstadens Beredskab har lagt en plan for, hvordan man sikrer ydermurene i den udbrændte del af Børsen
Store maskiner og kraner skal fjerne stilladset ved den del af Børsen, der er styrtet sammen.
Det fortæller Jakob Vedsted Andersen, der er beredskabsdirektør ved Hovedstadens Beredskab ved en pressebriefing torsdag aften.
Styrtede sammen
Torsdag omkring klokken 17 styrtede ydermurene mod Christiansborg Slotsplads og Børsgade og stilladser sammen i den udbrændte del af Børsen.
Efterfølgende oplyste beredskabet, at man ville lægge en ny plan for, hvordan man sikrede den del af muren, der stadig står tilbage.
Skal klippes i stykker
Det har Hovedstadens Beredskab gjort nu.
- Det kommer til at ske ved, at nogle store nedbrydningsmaskiner med metalsakse kommer til at klippe stilladset i stykker, siger Jakob Vedsted Andersen.
Selv om der er blevet lagt en ny plan, er det ikke en garanti for, at de andre ydermure ikke vælter.
Kan komme brag
- Når vi begynder at skille det (stilladset, red.) ad, udløses der spændinger, hvor der kan komme brag og effekter, der gør, at der kan komme et kollaps af de ustabile dele af muren, der står, siger Jakob Vedsted Andersen.