Nu skal sagen for retten
Manden, der er tiltalt for at invalidere en betjent skal nu i retten
Den 21-årige mand, som er tiltalt for at gøre en betjent invalid skal nu have sin sag for retten. Den 4. maj begynder sagen mod Mohamad Tarek Younes, og der er afsat 11 retsdage til sagen.
Sådan skriver Aarhus Stiftstidende.
Han er blandt andet tiltalt for med en hastighed på mindst 80 km/t at have kørt frem for rødt lys mellem to vognbaner i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej.
Kørte fra stedet
Her påkørte han angiveligt betjenten, der befandt sig i krydset i forbindelse med, at politiet forsøgte at få standset bilen. Han er også tiltalt for efterfølgende at køre fra stedet og undlade at hjælpe den sårede betjent.
- Der er tale om en ganske alvorlig sag, hvor flere personers liv og førlighed blev bragt i fare, og hvor en politibetjent blev alvorligt kvæstet, var i livsfare og har ligget i koma i længere tid, siger anklager Bjørn Fogh Sørensen i en tidligere pressemeddelelse.
Ifølge mediet vil dommen formentlig falde i midten af juni.