Nu skal dødsbilist se dommer i øjnene
En 35-årig mand, der er sigtet for uagtsomt manddrab, er udskrevet fra hospitalet og skal i grundlovsforhør
En 35-årig mand, der er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus lørdag klokken 10.30.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Manden er sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med en færdselsulykke onsdag aften i Tranbjerg syd for Aarhus, hvor tre personer afgik ved døden.
Udskrevet
Den 35-årige blev anholdt og bragt til hospitalet efter ulykken. Han blev fremstillet i grundlovsforhør in absentia torsdag eftermiddag, hvor han stadig var indlagt på hospitalet.
Nu er han udskrevet fra hospitalet og kan dermed deltage i et nyt grundlovsforhør.
Da der var grundlovsforhør torsdag, blev der nedlagt navneforbud i sagen. Lørdag vil anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmode om lukkede døre i grundlovsforhør af hensyn til sagens videre efterforskning.
Påvirket af lattergas
Ulykken skete på Landevejen i udkanten af Tranbjerg, hvor man må køre 80 km/t.
Under en overhaling af flere køretøjer ramte han en modkørende bil med fem personer, mener politiet.
Ved torsdagens retsmøde kom det frem, at manden kørte med 114 km/t, og at han var påvirket af lattergas.
Tre dræbt
Tre personer i bilen mistede livet. Det var to kvinder på 86 og 87 år, der sad på bagsædet, samt den 77-årige, der sad bag rattet.
Yderligere to ældre var med i den påkørte bil.
Disse, en kvinde på 78 og en mand på 79 år, blev med ambulance kørt til behandling på sygehus.
De var i kritisk tilstand, har politiet oplyst.
På vej hjem fra folkedans
De fem var på vej hjem fra folkedans, kom det frem ved torsdagens retsmøde.
Ifølge de medier, der var til stede ved retsmødet torsdag, kørte manden i en stjålen Audi A6.
Desuden havde han ikke førerret.
Et vidne hørte ham tale i telefon med medhør lige efter det voldsomme sammenstød.
Fandt lattergaspatroner i bilen
En kvinde spurgte, om han havde taget gas, rapporterede TV2 Østjylland om de politirapporter, der blev gennemgået i retsmødet.
Sigtelsen om lattergas underbygges også af, at der i bilen er fundet lattergaspatroner.
Imidlertid har den 35-årige sagt, at han blot var passager i bilen.