Nu kommenterer Lars Findsen

Lars Findsen er taknemmelig for løsladelsen

Lars Findsen er glad for sin løsladelse
Lars Findsen er glad for sin løsladelse
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter løsladelsen er Lars Findsen glad og taknemmelig. Det fremgår af en udtalelse fra hans forsvarere torsdag eftermiddag.

"Jeg er selvsagt glad og taknemmelig for Østre Landsrets afgørelse. Jeg vil også gerne takke personalet i Hillerød Arrest for god behandling", hedder det.

Siden 9. december har den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste siddet varetægtsfængslet i arresten på grund af kendelser afsagt af en dommer i Københavns Byret.

Indespærringen skyldes en mistanke om, at han skal have lækket statshemmeligheder.

På fri fod

Efter et usædvanligt langvarigt retsmøde i Østre Landsret er den 57-årige jurist imidlertid kommet ud i friheden.

"Lige nu og her har jeg ikke mere at sige, men jeg vil komme med en udtalelse i den nærmeste fremtid", står der i erklæringen, som advokaterne Lars Kjeldsen og David Neutzsky-Wulff har formidlet i en mail.

"Som de fleste ved, blev jeg anholdt, på vej hjem fra en arbejdsopgave i Nordmakedonien. Nu er mit fokus på at komme helt hjem".

Sagen mod Lars Findsen

Få et overblik over forløbet i sagen mod Lars Findsen:

* 21. august 2020: Lars Findsen, der siden 2015 har været chef for FE, fritages for tjeneste. Det sker, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) får materiale fra en eller flere whistleblower, og TET indleder en undersøgelse.

* 24. august 2020: Forsvarsministeriet offentliggør hjemsendelserne og TET oplyser i en rapport, at FE kan have begået en stribe lovbrud, herunder at have hemmeligholdt "uberettigede" aktiviteter.

* 21. december 2020: En undersøgelseskommission nedsættes af justitsminister Nick Hækkerup (S) for at undersøge sagen.

* 8. december 2021: Fire daværende og tidligere ansatte i PET og FE anholdes. De sigtes for at lække højt klassificerede oplysninger efter straffelovens paragraf 109 stk. 1, der kan give op til 12 års fængsel. En af dem er den hjemsendte spionchef, Lars Findsen.

* 9. december: Findsen fremstilles i grundlovsforhør for dobbeltlukkede døre, så sigtelsen hemmeligholdes. Der nedlægges samtidig navneforbud. Findsen varetægtsfængsles. Fængslingen forlænges senere til 10. januar. En anden person fængsles også, men løslader efter nogle dage.

* 13. december: Undersøgelseskommissionen færdiggør undersøgelsen af TET's kritik af FE. Den finder ikke grundlag for at rejse kritik af hverken FE eller de enkelte medarbejdere.

* 10. januar: Københavns Byret forlænger Lars Findsens fængsling indtil 4. februar. Ved retsmødets begyndelse ophæver dommeren det navneforbud, som Findsen har været beskyttet af, og hans navn kan offentliggøres.

Resten af retsmødet foregår for lukkede døre, men Findsen siger til fremmødte journalister, at han nægter sig skyldig.

* 4. februar: En dommer i Københavns Byret forlænger igen fængslingen af Lars Findsen. Ved tidligere retsmøder var begrundelsen, at der var frygt for, at han vil forhindre efterforskningen på fri fod. Nu udvides den til også at være af risiko for, at han vil gentage den forbrydelse, han er sigtet for.

10. februar: Spionchefen kærer spørgsmålet om varetægtsfængsling til Østre Landsret, der på ny skal tage stilling til, om han skal sidde fængslet.

17. februar: Østre Landsret oplyser i en pressemeddelelse, at Lars Findsen skal løslades. Betingelserne for varetægtsfængsling er ikke opfyldt, vurderer retten. Landsretten mener dog, at der er begrundet mistanke om, at han er skyldig.

Kilde: Ritzau, DR, Ekstra Bladet, Berlingske, Facebook.
Powered by Labrador CMS