Nu er hun blevet mor
Skuespilleren Gal Gadot, der er kendt fra Wonder Woman-universet, er blevet mor til en datter for tredje gang. Stjernen fortalte sent om sin graviditet.
Hun har prøvet det to gange før, og nu er det sket endnu engang. Hollywood-stjernen Gal Gadot - som er kendt for sin hovedrolle i actionfilmene "Wonder Woman" og "Wonder Women 1984" - er blevet mor til en lille pige.
Det viser 36-årige Gal Gadot med et helt nyt familiebillede på sin Instagram.
Her sidder Gal Gadot i selskab med sin mand, forretningsmanden Yaron Varsano, og parrets to døtre, Maya på fire år og niårige Alma.
Er taknemlig og træt
Og i centrum af billedet ligger den nyfødte pige i sin mors arme. I sin tekst til billedet deler Gal Gadot sin glæde over familieforøgelsen.
- Min søde familie. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig og glad og træt, og vi er alle så glade for at kunne byde Daniella velkommen til vores familie, skriver hun på sin Instagram.
At Gal Gadot var gravid har ikke været kendt i lang tid. For skuespillerinden valgte at offentliggøre, at parret ventede deres nye datter for tre måneder siden.
På den igen
Det skete, ligesom med nyheden om fødslen, på Instagram og med et billede af sin familie. Dengang afslørede Gal Gadot hemmeligheden med en kort tekst til billedet.
- På den igen, skrev den kendte skuespillerinde.
Hun har dannet par forretningsmanden Yaron Varsano igennem flere år og blev gift med ham i 2008.
Følelsen af at blive mor er ganske særlig for Hollywood-stjernen, har hun tidligere fortalt.
Det er det bedste
- Det lyder måske plat, men jeg følte mig som en wonder woman, da jeg fødte. Når du bringer et barn til verden, er du en gud. Det bedste er at være mor og at bringe nyt liv ind i verden, sagde Gal Gadot i 2017 til mediet news.com.au.
Gal Gadot er født i 1985 i Israel. Hun var som barn og ung meget aktiv i sport og dans og havde en ambition om at blive koreograf.
Som 18-årig vandt Gal Gadot titlen som Miss Israel, og herefter begyndte hun at læse jura, arbejdede som model og blev senere opdaget af Hollywood.
Derfor kom Gal Gadot med i "Fast & Furious 4" i 2009 og i yderligere to film i serien. Derfra fik hun flere roller, herunder i "Wonder Woman" i 2017 og i "Wonder Woman 1984" fra sidste år.