Nu er der nyt om mistænkelig varevogn
Havde mistænkelig adfærd i nærheden af børn
Syd- og Sønderjyllands Politi har opklaret hændelser med en sort varebil i Bramming øst for Esbjerg.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
I sidste uge modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om en sort varebil, der havde et mistænkeligt køremønster omkring anmelderens børn og hus.
Minibus
På baggrund af vidneforklaringer og videoovervågning er sagen nu opklaret.
Den mistænkelige varevogn er i realiteten en minibus, der helt legalt opsamler passagerer for Esbjerg Taxa - blandt andet i Bramming.
- Vi er glade for borgernes hjælp i denne sag. Både henvendelser til os og videoovervågning har gjort, at vi har kunnet opklare, hvilken bil der var tale om og dens ærinde.
- Vi vil fortsat appellere til, at borgere netop henvender sig til politiet, som man har gjort i denne sag, hvis man er vidne til mistænkelige forhold eller har mistanke om kriminalitet. Vi er her for borgernes skyld, siger politikommissær Morten Alslev, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Familien, der anmeldte sagen, er blevet orienteret særskilt om, at politiet betragter sagen som opklaret.