Nu er der nyt om drab på teenager
Tre anholdt i drabssag fra Aarhus
Politiet i Østjylland har søndag anholdt tre mand, der sættes i forbindelse med drabet på en 19-årig mand natten til søndag i Aarhus N.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse søndag eftermiddag.
De tre blev anholdt kort før klokken 13.
De er 20, 20 og 27 år og er alle fra Aarhus-området.
Alle tre er sigtet for manddrab.
Flere gerningsmænd
- Efterforskningen førte os på sporet af mændene, som blev anholdt i en koordineret aktion på adresser i Aarhus-området.
- Det er vores formodning, at der er flere gerningsmænd, og vi fortsætter med vores intensive efterforskning for at afklare hændelsesforløbet og få fat i flere mistænkte, siger politiinspektør Anders Uhrskov.
Den 19-årige blev stukket med kniv, og kort tid efter afgik han ved døden på sygehuset i Aarhus.
Det er fortsat politiets vurdering, at sagen bunder i et internt opgør i det kriminelle miljø.