Nu bliver der ro i byen
Tyven blev anholdt på fersk gerning
Nu bliver der formentligt roligt i Bramming syd for Esbjerg.
En 30-årig mand fra Bramming i Esbjerg Kommune blev nemlig tirsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger i en større sag om indbrud og tyverier i lokalområdet.
- Den 30-årige mand er således sigtet for hele 16 forhold, hvoraf langt hovedparten drejer sig om tyverier fra personbiler, begået i perioden mellem april og juli i år, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Anholdt på fersk gerning
Den 30-årige blev anholdt på fersk gerning tirsdag morgen i forbindelse med et forsøg på indbrud i et skur, hvor han blev opdaget og tilbageholdt, indtil en patrulje kunne komme til stedet.
- Den 30-årige har nægtet langt hovedparten af forholdene, men kærede ikke varetægtsfængslingen, oplyser politiet.
Politiet takker desuden borgerne i Bramming for at være årvågne.
De har således flere gange bistået med vigtige oplysninger til efterforskningen.