Nu begynder balladen ved grænsen
Det er tyskernes skyld
I morgen begynder EM i fodbold.
Det er Tyskland, der er vært for turneringen.
Og det betyder ændrede procedurer ved grænsen.
Tyskland har nemlig indført midlertidig grænsekontrol under hele EM.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Hold til højre
På grund af tyskernes tiltag lægges trafikken om ved motorvejsgrænsen i Frøslev.
Trafikken bliver simpelthen delt op i to grupper på vej ud af Danmark på E45 Sønderjyske Motorvej.
Lastbiler skal køre ligeud, mens alle biler og busser skal holde til højre og køre ind over rastepladsen Ellund Vest.
Det betyder, at hvis du forlader Danmark ad Sønderjyske Motorvej E45 i bil eller bus, så skal du holde til højre for at få lov til at krydse grænsen.
Og mange tusinde danskere ventes at krydse grænsen i bil for at følge det danske landsholds kampe ved EM.
Følg skiltene
Der er opsat nye skilte ved grænsen i perioden med midlertidig kontrol for at hjælpe trafikanterne.
Hav samtidig dit pas klar så du ikke er med til at skabe unødig kø.
Tyskland fortsætter den midlertidige grænsekontrol frem til og med den 19. juli.