Notorisk voldsmand mentalundersøges
Nu skal han væk fra gaden
Fredag havde anklagemyndigheden og en dommer i Syd- og Sønderjyllands Politikreds mistet tålmodigheden med en 40-årig mand.
Manden, der er fra Aabenraa, blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.
Han var sigtet for flere tilfælde af vold - senest i onsdags den 21. februar.
Han blev anholdt af betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi torsdag eftermiddag i det centrale Aabenraa efter sin seneste voldsepisode.
Nu er det nok
Og fredag faldt hammeren.
Manden blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, fremgår det af en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Retten fandt, at der med mandens voldelige historie var fare for, at han igen ville gå ud og slå på tæven.
Retten besluttede samtidig, at den 40-årige skal mentalundersøges.