Når kvinder dræbes af kæresten
Der har siden årsskiftet været fem drab på kvinder, hvor partneren mistænkes. En mand er lørdag anholdt efter fund af en død kvinde
Lørdag er en 33-årig kvinde fundet død i Mårslet ved Aarhus.
I den forbindelse er en 29-årig mand anholdt.
Politiet har oplyst, de to har en 'relation' - og ikke præcis hvilken.
Siden årsskiftet er fem kvinder blevet dræbt.
Den mest omtalte sag drejer sig om den 22-årige Mia Skadhauge Stevn fra Nordjylland.
I de fire øvrige tilfælde vurderer politiet, at forbrydelsen blev begået af mænd, der var enten samlever, kæreste eller ægtemand.
Se sagerne herunder
Kvindedrab 2022
Mandag den 3. januar blev en kvinde på 24 meldt savnet. Hun blev senere fundet død i en bil ved Amager Strandpark.
Hendes jævnaldrende kæreste er sigtet for drabet.
Lørdag 22. januar blev en 50-årig kvinde dræbt i Ebeltoft. Hendes samlever er anholdt og sigtet for drabet.
29. januar blev en 27-årig kvinde stukket flere gange med kniv på et asylcenter i Løgumkloster.
Det er senere kommet frem, at kvindens mand er anholdt og sigtet. Han nægter dog drabet, men erkender vold med døden til følge.
Mia Skadhauge Stevn forsvinder 6. februar tidligt om morgenen efter en bytur i Aalborg.
Det har senere vist sig, hun steg ind i en mørk bil.
Ligdele bliver fundet i en skov. De viser sig at stamme fra Mia.
To mænd bliver anholdt og sigtet for drabet. En sidder varetægtsfængslet, den anden er løsladt, men dog stadig sigtet.
De nægter sig begge skyldige.
21. februar blev et ægtepar fundet døde i henholdsvis Esbjerg og Oksbøl.
Obduktionen viste senere, at den 47-årig kvinde var blevet dræbt.
Drabene på kvinder har fået flere politikere til tastaturet. Blandt dem statsminister Mette Frederiksen og ligestillingsminister Trine Bramsen (S).
Samtidig er der forslag om en national handlingsplan mod partnerdrab på kvinder.