Napper luksusbil i fartjagt
Nyt tilfælde af vanvidsbilisme i København. 32-årig mand ejer ikke selv den Volvo XC60, han brugte
Et tilfælde af meget høj fart i trafikken i København har fået øjeblikkelige konsekvenser.
Dels har den mand, der sad ved rattet, fået inddraget sit kørekort på stedet. Og dels har politiet beslaglagt bilen, som ejes af en anden end føreren.
Det oplyser Københavns Politi lørdag om sagen, der stammer fra en hastighedskontrol på Jyllingevej i Vanløse fredag aften.
Tidligere har Newsbreak.dk skrevet om, hvordan den 31-årige blev taget i en fartkontrol med 129 kilometer i timen på en 60-strækning.
Skal for retten
Med en overskridelse på mere end 100 procent skred bilisten også over en juridisk tærskel i færdselsloven, således at han kan beskrives som vanvidsbilist. Manden er 32 år, oplyser vagtchefen hos politiet.
Bilen er en Volvo XC60, og som nævnt er bilisten ikke identisk med ejeren.
Denne type bil beskrives på en hjemmeside på nettet som "luksuriøs premium SUV". Prisen er mere end en halv million kroner.
Politiet skal i retten for at få en dommers godkendelse af beslaglæggelsen, og under den kommende straffesag vil der - hvis forløbet følger opskriften fra tidligere sager - blive rejst krav om, at staten i sidste ende konfiskerer køretøjet.
Garderer sig mod tab
De skærpede regler om vanvidskørsel trådte i kraft 31. marts. Særlig en ny regel har skabt debat. Nemlig den, der betyder, at andre end den, der har opført sig som vanvidsbilist, kan blive ramt.
Familiemedlemmer, arbejdsgivere og leasingselskaber er nogle af de udenforstående, som har mistet deres køretøjer på grund af andres lovovertrædelser.
For at gardere sig mod tab på grund af ansattes kørsel har arbejdsgiverne i Dansk Erhverv udarbejdet et tillæg til en ansættelseskontrakt og en tro og love-erklæring.
Indviklede modeller
Vanvidskørsel er ikke kun, når der trædes meget hårdt på speederen. Det omfatter også spritkørsel med en promille på over 2,00, særlig hensynsløs kørsel og uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
I flere tilfælde har ejere af biler ved domstolene forsøgt at få deres ejendom tilbage.
Det gælder for eksempel en sag fra Amager.
En bankmand på 57 år blev stoppet for alt for høj fart i en Volvo, da han skulle hjem med takeaway mad.
Ejerforholdene er ikke ligetil.
Bilen var ægtefællens firmabil. Arbejdsgiveren havde leaset bilen af en leasingvirksomhed, som havde leaset den af en anden leasingvirksomhed.
Fælder tårer
På landsplan er flere end 400 køretøjer blevet beslaglagt. Hovedparten tilhører dog lovovertræderen.
I sidste måned fortalte lederen af færdselsafdelingen i Midt- og Vestjyllands Politi om reaktionen til TV Midtvest:
- Nogle af dem fælder en tåre, når fejebladet ankommer, og det går op for dem, at de aldrig får bilen at se igen, sagde Jørgen Christensen.