Nægter sig skyldig
En 20-årig mand, der sigtes for at have påkørt en betjent og efterfølgende flygtet, nægter sig skyldig
En 20-årig mand, der sigtes for at have påkørt en betjent og efterfølgende flygtet, nægter sig skyldig.
Det fremgår af et grundlovsforhør mandag eftermiddag ved Retten i Aarhus.
Den sigtede blev anholdt i Brabrand kort før midnat natten til mandag efter en storstilet politijagt.
Politiet mener, det var ham, der sad bag rattet, da en bil fredag aften påkørte en betjent ved krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Åbyhøj.
Betjenten pådrog sig flere hjerneblødninger og delvist sammenklappede lunger, fremgår det af sigtelsen.
Han befinder sig fortsat i kritisk tilstand, lyder det fra anklageren, der læser sigtelsen op.
Ført ind med fikseringsbælte
Den sigtede er høj og muskuløs.
Kort efter klokken 13 blev den mistænkte ført ind i retten i følgeskab af to kriminalbetjente og iført et fikseringsbælte på hænder og arme.
Pressen er mødt talstærkt op i retten. Den sigtedes mor og bror er også til stede.
Sagens anklager vil have dørene lukket for pressens repræsentanter.
Både forsvarsadvokat og pressens repræsentanter har ellers protesteret mod dørlukning.
Men dommer Dot Buchtrup har valgt at imødekomme ønsket.
- Det er en sag, der har stor bevågenhed. Men de vidner, der endnu ikke er afhørt, skal på nuværende tidspunkt ikke kunne læse i pressen, hvad der er sket, siger hun som begrundelse for dørlukningen.
Retsmødet fortsætter derefter for lukkede døre.