Nægter sig skyldig i drab
Manden nægter sig skyldig i at have dræbt en 32-årig mand med knivstik under Døllefjelde-Musse Marked fredag
Et knivstik i maven blev dødeligt for 32-årige Deniz Köktas til en stor markedsfest i Døllefjelde-Musse på Lolland fredag.
Mandag har en dommer ved Retten i Nykøbing Falster besluttet, at en 29-årig mand skal varetægtsfængsles i fire uger i sagen. Han er sigtet for drab.
- Dommeren mente, at der var begrundet mistanke for i hvert fald vold med døden til følge, siger specialanklager Susanne Bluhm, der mødte for anklagemyndigheden i grundlovsforhøret.
Forskellen på drab og vold med døden til følge - foruden straffens længde - er, om gerningspersonen har haft til hensigt at slå ihjel, eller om vedkommende som minimum måtte have indset, at det ville være et sandsynligt udfald af handlingen.
For lukkede døre
Den 29-årige mand nægtede sig i retsmødet skyldig i den alvorlige anklage, som er rettet mod ham. Om han valgte at udtale sig i retsmødet, og hvad han i givet fald sagde, er uvist, da grundlovsforhøret fandt sted for lukkede døre.
Dermed var det kun drabssigtelsen, offentligheden kunne få lov at høre.
Specialanklageren ønsker ikke at sige, om og hvordan de afdøde og den formodede gerningsmand kendte hinanden, eller hvad motivet til det dødelige overfald skulle være.
Ifølge Ekstra Bladet, der var til stede ved retsmødet, blev den dræbte stukket i maven med en kniv, og stikket ramte både nyrer, lever og milt, hvilket førte til så store blodtab, at der lørdag blev slukket for respiratoren.
Far til otte-årig dreng
Den dræbte arbejdede som vvs'er, og han var far til en dreng på otte år.
Politiet gik efter knivstikkeriet ud og efterlyste den formodede gerningsmand med billede navn og sågar øgenavn. Søndag meldte den 29-årige sig selv til politiet.
Han har taget forbehold for, om han vil kære kendelsen om varetægtsfængsling til landsretten.