Nægter at forlade værtshus

Tænder af på betjente

Offentliggjort

En - tilsyneladende - virkelig irriterende mand endte med at blive smidt i detentionen natten til søndag.

Det skriver Nordjyllands Politi i døgnrapporten.

Manden var på værthus i Hjørring, men han var uønsket på værtshuset, og personalet ringede hele fire gange til politiet og bad dem forklare manden, at han måtte finde et andet "vandhul".

Anholdt 

Første gang politiet ankom, var manden  væk.

Anden gang var han inde på værtshuset og blev bortvist af betjentene.

Tredje gang løb betjentene på ham i en sidegade, da han angiveligt var på vej hjem.

Fjerde gang var han på vej ud af værtshuset, og da klappede fælden. Manden blev anholdt og bragt til detentionen.

Råbte

Det fik manden til at tænde af.

Flere gange på vej mod politigården i Aalborg blev han meget ophidset og råbte skældsord til betjentene, der er for grove til at blive gengivet i døgnrapporten.

Så oven i overnatningen i detentionen  fik han en sigtelse for fornærmende tiltale mod polititjenestemand i "gave", nu det var 1. søndag i advent.

Powered by Labrador CMS