Mystisk sag tager ny drejning
Politiet efterlyser ham nu - igen
Eftersøgningen af 35-årige Vlad, der torsdag aften i sidste uge hoppede i Storå i Holstebro for at få fat i en bold, som var røget i vandet, genoptages tirsdag.
Det oplyser lokalpolitiet i Holstebro til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
I weekenden stoppede man ellers med at lede efter ham, da vidner havde fortalt politiet, at de havde set den 35-årige.
Inden da var der blevet ledt efter ham med politihunde, både, droner og en helikopter.
Ingen livstegn
Men politiet har siden da ikke fået livstegn fra ham, og derfor begynder man nu igen at lede i Storå.
- Vi er bange for, at han er faldet i åen og druknet. Det er det, vi er tilbage ved, siger Lilian Jensen fra lokalpolitiet til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Leder med hunde
Politiet vil denne gang tage hunde i brug, der er trænet i at kunne lugte lig under vand.